Hvad er det der former et liv? Hvordan bliver man ledt på vej? Hvilke faktorer gør at vi går den ene vej og ikke den anden. Ting som bliver taget som selvfølgeligheder, og som vi retter ind efter, er måske ikke andet end farvelade på vejen. Striber som man uden videre kan køre henover uden at bemærke dem. Men som kan vise sig at være skæbnesvangre at ignorere.
Hvem har besluttet at disse tegn har den betydning? Og hvorfor vælger vi at rette ind efter dem? Hvad sker der, hvis alle kollektivt beslutter, at nu skal striberne betyde noget andet?
Er alle streger lige vigtige? Eller er der nogen vi kan være ligeglade med?
Er der streger som vi tager meget alvorligt, men som i virkeligheden ingen betydning har? Kan man altid stole på at streger betyder de det vi tror de gør? Betyder en streg på vejen det samme alle steder i verden?
findes der streger som er meget vigtige, men som vi bare ikke ser, enten fordi vi har for travlt, eller fordi vi har valgt at den slags streger vil vi ikke regne for noget?
Jeg er meget fascineret af hvad der får et samfund til at fungere, og hvilke kollektive beslutninger der er nødvendige for at det kan lade sig gøre. Men også af det absurde der kan ligge i at en streg på vejen eller et lys der blinker kan få alle der ser det til at opføre sig på den samme forudsigelige måde. Hvordan får man en hel befolkning til at lægge den samme værdi i en klat på vejen? Selv hvis man vælger ikke at rette sig efter den kollektive beslutning, så respekterer man den dog ved at være klar over at man overtræder forordningen.