Israel

Min rejse tilIsrael var lidt uvant, idet jeg aldrig før har prøvet en pakkerejse. Alt var planlagt fra morgen til aften, hvilket betød at jeg ikke kunne gå rundt og fordybe mig i området med mit kamera. I stedet måtte jeg skyde det bedste jeg havde lært, og fik jeg ikke motivet, så var det bare ærgerligt. Urimelige kunstneriske forhold, kan man sige. Men også et interessant benspænd. Hvis jeg vill have noget med hjem, måtte jeg være klar på aftrækkeren.

Da jeg kiggede på udvalget af billeder jeg havde med hjem, syntes det mig noget rodet. Normalt tilstræber jeg et nogenlunde ensartet udtryk hele serien igennem (det håber jeg du kan se på mine øvrige serier). Men det lykkedes ikke her. Efter nogen overvejelse stod det mig klart at det faktisk svarede meget godt til min oplevelse af landet.

Israel er ekstremt kontrastfyldt. Ultramoderne byggeri og tusind år gamle ruiner. Meget venlige og imødekommende mennesker, og meget usympatiske ditto. Påtrængende gadesælgere og larmende tavshed i ørkenen og så videre. På en måde må en beskrivelse af landet være rodet, for at favne bare lidt af den utrolige mangfoldighed.

Billedet af Multi Madonna er ti forskellige versioner af “Maria med det lille Jesus barn”, lagt sammen til et billede. De oprindelige optagelser er fra Bebudelses kirken i Nazareth, hvor alverdens nationer har givet deres bud på hvordan de ser ud.